Få vores nyheder på mail

Millionen og de mange sidegevinster i Nabolotteriet falder i Vedbæk

Pressemeddelelse   •   Jul 03, 2017 14:06 CEST

Foto: Colourbox

Vedbæk: Hvis smilene er lidt bredere i Vedbæk i disse dage er det med god grund. Vedbæk blev den 2. juli den 9. i rækken af danske byer, der kan fejre en nyslået millionær i Nabolotteriet siden lotteriets allerførste trækning søndag den 7. maj 2017.

Søndagens trækning kastede ikke alene 1 million kroner af sig til en heldig vinder af hovedgevinsten – men også en masse sidegevinster til heldige spillere i Vedbæk og omegn. Og det spreder glæde.

Vinder hovedgevinst og seriøs sidegevinst

Særligt en heldig spiller har grund til at glæde sig. I forlængelse af søndagens trækning modtog spilleren nemlig to SMSer, men opdagede i første omgang kun den første med vinderbesked om en sidegevinst i Nabolotteriet på 50.000 kr.

Kort efter opdager den glade vinder dog endnu en SMS fra lotteriet med vinderbeskeden om, at spilleren også har vundet den store hovedgevinst på 1 million kroner – og så brød jublen løs.

”Jeg er så glad – men det skal lige trænge ind. Jeg har masser af skønne drømme, som nu kan blive til virkelighed”, udtaler den glade nyslåede millionær, som ønsker at være anonym.

To heldige vindere – på samme adresse

Med trækningen af søndagens heldige vinder af 1 million kroner kunne de spillere der bor tættest på den nyslåede millionær glæde sig over en masse sidegevinster. Heriblandt to heldige spillere på samme adresse – et ægtepar, som har vundet på alle deres lodder i søndagens trækning.

”Sådan – det er en rigtig god aften. Nu skal vi have is til børnene. Jeg tror sørme, at vi tømmer hele isbutikken”, fortæller ægteparret, der nu ser frem til en ekstra god sommerferie ovenpå den glædelige nyhed.

Om Nabolotteriet

I Nabolotteriet – et helt nyt spil fra Det Danske Klasselotteri – spiller du på din adresse, som du kan tilmelde med helt op til 5 lodder.

Hver søndag trækkes der lod om hovedgevinsten på 1 million kroner og en masse sidegevinster blandt de spillere, der bor tættest på vinderen af hovedgevinsten.

Lotteri har danskerne kunnet spille i århundreder. Faktisk er Klasselotteriet Danmarks ældste lotteri og en af landets ældste virksomheder. Historien går helt tilbage til 29. juni 1753, hvor Frederik 5. ved kongelig forordning gav Det Kongelige Opfostringshus privilegium til at drive lotteri. I 1754 blev de første trækninger foretaget på Charlottenborg i København. Men allerede i 1771 fratog Struensee dem privilegiet, og lotteriet har siden været ejet af Den Danske Stat.